|
Naesborg A/S
Ejerforhold
Naesborg A/S er ejet af Næsborgfonden. Næsborgfonden er eneaktionær, og blev stiftet i 1996 af daværende Næstved kommune. Fonden stod for driften af virksomhedens aktiviteter, indtil disse overgik til aktieselskabet i 2004. Fondens formål er at fremme beskæftigelsen og et eventuelt overskud i Naesborg A/S vil derfor ikke tilflyde aktionærer, men komme beskæftigelsesfremme til gode.
Kerneydelser
Vi arbejder hos Naesborg A/S med rådgivning og formidling af job til ledige i alle kategorier i region Sjælland. Naesborg har lang erfaring med arbejdsmarkedsrettede forløb for såvel kommuner som jobcentre. Vi har et indgående kendskab til kontanthjælpsgruppen, forsikrede ledige, sygemeldte borgere og borgere på ledighedsydelse. Hertil har vi løbende forskellige specialforløb, aktuelt et 2 ugers jobsøgningsforløb for Næstved Kommune samt et 4 ugers jobsøgningsforløb for Sorø Kommune. Naesborg A/S er medlem af
Jobrådgivernes Brancheforening.
Udover jobservice har Naesborg A/S rammeaftaler med en række kommuner om handicapservice.
Borgerne
Når man som borger bliver henvist (eller selv henvender sig) til Naesborg A/S, bliver man så hurtigt som muligt inviteret til møde hos Naesborg. Til dette møde træffer man en konsulent, som tager sin arbejdsopgave på sig med stort, personligt engagement.
Arbejdsopgaven består først og fremmest af i samarbejde med kunden, at finde frem til, hvad kundens behov og kompetencer er. Herefter gælder det om for konsulenten, i samarbejde med kunden, at finde lige præcis den private virksomhed, som er den helt rigtige for kunden. Lykkes det at indgå en tilfredsstillende aftale med en given virksomhed er målet, at aktiveringen i virksomheden med tiden skal føre til fast arbejde og derigennem selvforsørgelse for kunden.
Medarbejderne
Samtlige medarbejdere kender Naesborg A/S’ s koncept fuldt ud, og har kompetence til at gøre i princippet alle sager færdige. Det betyder, at de under hensyn til dette koncept har ubegrænset frihed i deres arbejde og derfor har stor mulighed for at være fleksible over for både kunder og virksomheder. Desuden bestræber medarbejderne sig bevidst på, at det at finde relevante aktiveringsmuligheder eller jobmuligheder aldrig må blive rutine, ligesom arbejdsprocesserne aldrig må risikere at stivne i faste procedurer.
Da Naesborgs eksistens ikke er en selvfølge, er det forankret i medarbejdernes bevidsthed, at hver dags indsats til fordel for kunderne er bestemmende for, om Naesborg skal eksistere i fremtiden eller ej. Med andre ord skal Naesborg A/S dagligt bevise sin eksistensberettigelse gennem de opnåede resultater. Det bevirker, at der hos samtlige medarbejdere eksisterer et ejerskab: Naesborgs eksistens er et fælles ansvar.
Kursusvirksomhed
Når det findes formålstjenstligt arrangerer Naesborg særlige kurser for ledige. Kurserne har naturligvis altid jobsøgning og jobmål som sigte, men tilrettelægges helt individuelt efter målgruppernes forudsætninger og behov.
Coaching
Ud over rådgivning og vejledning af såvel ledige som virksomheder i spørgsmål af arbejdsmarkedsmæssig karakter, kan Naesborg tilbyde særlige coaching sessioner til såvel ledige som ansatte i vores samarbejdende virksomheder.
Personprofilanalyse
Derudover gør vi brug af konkrete samtaleredskaber, såsom arbejdsmarkedsstyrelsens dialogguide samt Persologs DISK Person Faktor Profil, som vi har licitation til at bruge. Brugen af disse redskaber hjælper os til at sikre, at både fokus og mål i dialogforløbet med den enkelte, omhandler alle facetter af en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. |